Annonce

Annonce

Nærbillede af maskinen Robovator, der kører på en mark

I grøntsager, hvor planterne udplantes, behøver Robovator ikke at kunne genkende afgrøden i detaljer, men skal blot gå uden om de større planter. Foto: Jens Nygaard Olesen/Sagro

Robovator sikrer roer uden ukrudt

En helt særlig radrenser fra Frank Poulsen Engineering er opgraderet til at kunne genkende roer. Det gør det muligt også at rense ind i rækken mellem roeplanterne.

Af: Malthe Karstensen, planterådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark

Den avancerede Robovator rensede ukrudt væk mellem roeplanter i rækker, da der blev afholdt markdemonstration på årets næstsidste septemberdag. Økologisk mælkeproducent Esben Møller Xu ved Årre lagde jord til. Maskinen har kameraer og software, som kan genkende roeplanter i alle stadier, og trækker automatisk rensetænderne ind og ud mellem afgrøden i rækkerne. Derudover har den vingeskær til ukrudtet mellem rækkerne.

Normalt bruges 70 timer/ha på lugning, fortalte Esben Møller Xu om sine erfaringer med roer i markplanen. Robovator har dermed potentiale til i høj grad at reducere arbejdsbehovet i økologiske roer.

Roerne var sået til formålet, og havde på dagen fire-fem blade. Ukrudtet blev effektivt underskæret og sat så meget tilbage, at roerne i maj måned ville være i stand til at udkonkurrere det efterfølgende. Genkendelsen af roeplanterne er højere end 95 pct., og teknologien er i stand til at se både små og store roer, selv på en ’grøn baggrund’.

Nostalgi med moderne tvist

En håndfuld af deltagerne ved demonstrationen kunne berette om egen erfaring med at hakke roer fra en tid, hvor majsdyrkning endnu ikke var udbredt her i landet. Med Robovators moderne teknologi er ukrudt ikke længere en hindring for igen at dyrke roer til foder. Roer passer godt ind i et kløvergræssædskifte med meget kvælstof og udmærker sig ved ofte meget høje udbytter sammenlignet med andre afgrøder.

Frank Poulsen fra firmaet bag Robovator fortalte, at arbejdet med maskinen har stået på i 10 år, og den videreudvikles fortsat. Teknologien er allerede i brug hos kunder i primært USA, men også i resten af Europa og i Japan. Her renser den mange forskellige afgrøder, herunder salat.

I grøntsager, hvor planterne udplantes, behøver Robovator ikke at kunne genkende afgrøden i detaljer, men skal blot gå uden om de større planter. Afgrøder, der er udsået, for eksempel roer, vokser ofte langsommere end ukrudtet, og det er her, at det bliver udfordrende. Man kan nemlig først køre med Robovator, når den kan genkende afgrøden.

Kameraerne ser roerne på tværs af rækkerne, så maskinen selv kan rækkestyre. Den kan indstilles til kun at rense ind i rækken i et bestemt antal centimeter, efter den har genkendt en roeplante. På den måde går den uden om de roer, der kun lige er fremspirede, som den måske ikke ville opdage. Det kræver en opfølgende kørsel, når alle planter er kommet ordentligt op, men på den måde kan man komme tidligere ud første gang.

Den kan også indstilles til udtynding, hvilket især er relevant i økologiske roer, hvor man gerne sår lidt ekstra af den ubejdsede udsæd for at sikre det rette plantetal. Fordi maskinen ser på tværs af rækker, kan den lade ekstra roer stå, hvis der mangler i en række. Den kan med andre ord levere et arbejde, som kun meget trænede roehakkere er i stand til.

Justerer selv arbejdsdybden

Teknologien begrænser sig ikke til mekanisk ukrudtsbekæmpelse. For eksempel er Robovator succesfuldt afprøvet med gasbrænding direkte på de enkelte ukrudtsplanter udenom afgrøden. Det gør det muligt at ukrudtsbekæmpe uden bekymring for at flytte rundt på jorden, med risiko for at gøre skade på afgrøden.

I takt med at softwaren udvikles med billedgenkendelse af flere arter, kan Robovator bruges i mange forskellige rækkedyrkede afgrøder. Den kan opdateres løbende, og erfaringer fra praksis bruges direkte i den videre udvikling.

Robovator kan laves med op til 24 rækker, og der er bygget en enkelt med 31 rækker/12 meters arbejdsbredde til en tysk kunde. Kapaciteten på den fremviste model med fire rækker ligger på ca. 0,5 ha. i timen med en arbejdshastighed på knap 2 km/t. Teknologien kan sagtens følge med ved en højere hastighed, men man risikerer at dække afgrøden med jord, hvis det går for hurtigt. Robovator justerer desuden selv arbejdsdybden efter hvor blød eller hård, jorden er.

For planteavlsentusiaster og økologer bliver det meget interessant at følge udviklingen af, og erfaringerne med, Robovator de kommende år.

Markdemonstrationen blev afholdt som en del af projektet ’Bedste praksis er bæredygtig praksis’ med støtte fra Promilleafgiftsfonden for Landbrug.

Du kan læse mere om Robovator på visionweeding.com

Flere artikler fra samme sektion

Dronehyrden hjælper landmanden

I takt med at naturområderne til afgræsning vokser, opstår der behov for at finde nye metoder til overvågning af de græssende dyr. Alene i år er der hos landbrugsstyrelsen søgt om tilskud til at omlægge 10.000 ha til afgræsning. Lige nu tester 10 landmænd hvordan droner fungerer som en lille hjælper – en slags flyvende hyrde.

18-04-2024 7 minutter Biodiversitet

Truslen er blevet mindre, så nu må hønsene atter komme ud

Risikoen for fugleinfluenza er faldet. Derfor ophæver Fødevarestyrelsen nu kravet om, at gæs, høns, ænder og kalkuner skal være under tag eller lukket inde.

17-04-2024 2 minutter Fugleinfluenza,   Æg og fjerkræ

Fødevareministeriet slår fast: Solcelleparker er økologiske og kan få økostøtte

Mange solcelleparker får økologistøtte, selv om de ofte drives af konventionelle. Samtidig hjælper de regeringen med at nå målsætningen for det samlede øko-areal.

17-04-2024 4 minutter Tilskud